Mandag 6. juli
Det er et rigtigt sydlandsk marked som man kender det når man har været sydpå, med en masse boder med tøj og sko, porcelæn og andet til huset, malerier, legetøj og afrikansk træsnittearbejde. Der var også en bod som udelukkende solgte kunstige blomster. Der var også nogle boder med slik, vin, ost og frugt og grønt, desuden var der nogle spisesteder.
Vi fik selvfølgelig også noget med hjem, både drengene og jeg fik nye badeshorts, og så fik vi en stribe fodboldtrøjer. Der sælges kopitrøjer fra klubber i Spanien, England og Tyskland, men de italienske klubbers trøjer er de officielle autoriserede, og derfor en smule dyrere. Kopitrøjerne er dog ændret lidt i forhold til originalerne, fx så jeg en Manchester United trøje, hvor klubbens navn var ændret til Manchester Team. Vi holdt os til originalerne fra de italienske klubber, det er jo hernede vi er på ferie. Drengene fik Juventustrøjer, jeg købte en Milantrøje, og så købte vi nogle italienske ”landsholdstrøjer”. Azurblå trøjer hvor der står Italia går som varmt brød hernede. Så længe de ikke har det italienske fodboldforbunds mærke er der ikke noget problem med ophavsretten.
Det var overskyet hele formiddagen, så det blev ikke så varm en oplevelse som det ellers tidligere har været at være på marked. Ved 12-tiden var vi tilbage på campingpladsen. Efter frokost holdt vi siesta, solen prøvede tilsyneladende at bryde igennem skydækket, men der kom også enkelte regndryp fra oven. Efter siesta var det stadig overskyet, så jeg cyklede en tur, ud til den anden ende af Lignano. Her ligger der endnu en campingplads- Pino Mare. Der var ikke nogle vagter ved indgangen så jeg benyttede lejligheden til et spiontogt for at tjekke den ud. Der er rigtig mange mobilhomes, og standpladserne er mere kuperede end vi har det på Camping Sabbiadoro. Til gengæld så de ud til at være lidt større på Pino Mare end på Camping Sabbiadoro. Poolområdet så udmærket ud, men havde en stor ulempe – alle skal bruge badehætte. Den kan jeg fint undvære. Pladsen ligger helt ud til stranden, og har tilsyneladende flere fastliggere end Sabbiadoro. Der er ikke mange danskere på Pino Mare, faktisk så jeg kun én dansk bil. Jeg tjekkede lige en af toiletbygningerne. Det er noget gammelt noget, men tilsyneladende pænt rent. Baderummene var små, og toiletbygningen var temmelig mørk indvendig. Toiletbygningerne på Sabbiadoro er klasser bedre.
Fra Pino Mare kørte jeg ad en cykelvej langs lagunen på bagsiden af halvøen. Her var flot, og dybt nok til at er kunne sejle både. Derefter fandt jeg strandpromenaden og cyklede af den hele vejen til marinaen i Lignano Sabbiadoro. Herfra var der ikke langt hjem til campingpladsen, i alt havde jeg cyklet 24 km. Marcus og jeg cyklede derfor efter pizza. Vi kunne opdele sådan en maxipizza i 4 kvarte med hvert sit fyld, så det gjorde vi. Pizzaen var stor, smagte dejligt, og der var mad nok til os alle 4 med sådan en pizza.
Efter aftensmaden gik vi ned til scenen ved legepladsen, animationsteamet ville i dag lave musical’en Mamma Mia. først var der lige en halv times børnedisco, som begge drenge deltog i. Derefter var der så musical, alle tilskuerpladser var stopfyldte, og de gjorde det godt.
Animationsteamet hernede har altid været godt, og dagens musical viste det det er det stadig. Abbas sange er kendt af alle og stemningen blev i top da to af de mandlige animatorer kom dansende ind på scenen i paryk, kjoler og højhælede sko. De skulle forestille Donnas to amerikanske veninder, det var et ømt syn :-) Efter musical’en gik vi på pladsens egen cafe og fik en kop kaffe, drengene fik is. Da vi kom hjem begyndte det at lyne og buldre i det fjerne. Vi håbede at slippe med det, men den gik ikke, uvejret gik lige ind over os. Regnen væltede ned, det tordnede og lynede i ét væk, og Marcus lå og sov inde i sit telt…
Vi forsøgte nogle gange at råbe ham op, og på et tidspunkt gik Pia hen og lyste ind i teltet, han snorksov da stadigt. Ca. kvart over to havde det lydt nogle ekstra høje tordenskrald, så jeg tog badebukser på og gik ud til ham. Han var næsten lige vågnet og lå og var alt andet end tryg ved situationen, så ham og hans dyne kom hurtigt ind i campingvognen.
Jeg var endnu ikke gået i seng, jeg kan alligevel ikke sove i sådan et vejr, så jeg satte mig ud under markisen med en tordenbajer. Først da klokken var over 3 stilnede uvejret af, det regnede dog stadig men ikke helt så kraftigt, så jeg gik i seng. Tobias havde intet hørt, han var sovet fra det hele. Tirsdag 7. juli Vi fik nye genboer her til morgen, en østrigsk børnefamilie som var blevet færdige med at stille deres telte op. Vi sad og kiggede på det italienske DMI’s hjemmeside for at se hvordan vejret ville blive, da den største af deres børn, en dreng på ca 12 år kom tilbage fra poolen og blødte kraftigt. Vi gik straks over for at hjælpe ham, forældrene var gået op at handle. Han var kommet uheldigt ned af vandrutsjebanen og havde slået baghovedet. Der var en dyb flænge på ca 5 cm, så Pia stod med køkkenrulle for at mindske blødningen. En svensk familie der bor i nærheden fik skaffet hjælp, den kom som forældrene kom hjem. De var i sagens natur temmelig oprevet over det skete, og fik besked på straks at køre til den lokale lægevagt som de fik adressen på. Herfra blev de sendt til hospitalet i Latisana, han skulle syes i baghovedet. Senere på dagen kom han hjem igen – nu med en fin bar plet og nogle sting i baghovedet. Det er nok ikke meget han får svømmet denne ferie.
Det var i mellemtiden blevet lidt overskyet, men stadig lunt, så vi gik til stranden. På vej til stranden købte vi BT, pris 3,80 €, og så for en avis fra i går. Vandtemperaturen var faldet fra 26 til 20 grader efter nattens uvejr, regnvand er koldt. Jeg skulle lige samle mod til at komme i vandet, men det føltes lunere end 20 grader da vi kom i det. Ved 2-tiden trak det op til en ny gang regn, så vi gik hjem fra stranden. Regnen kom også, men ikke så kraftigt som i nat. Michael Jackson skal begraves i dag, så jeg forsøgte om vi kunne se noget fjernsyn, den begravelse ville jeg gerne se. Vi har ikke noget TV med på ferie, men en tuner til computeren. Desværre kunne jeg ikke få det til at virke, så vi må undvære den begravelse. Efter aftensmaden smuttede drengene på legepladsen, efter børnedisko kom de hjem. Sidst på aftenen begyndte det at buldre i det fjerne. Senere kunne vi også se lynene. Vi gjorde derfor klar til endnu en gang tordenvejr. Marcus sov inde i campingvognen, oplevelsen i nat havde ikke været god for ham. Ved 2-tiden var uvejret inde over, men ikke så slemt som natten før. Efter en halv times tid var det værste tydeligvis overstået.
Onsdag 8. juli
Efter frokost og siesta tog vi til stranden. Der var rødt flag og forholdsvis høje bølger i Adriaterhavet. Vandtemperaturen var stadig 20 grader, men det føltes lunere. Det var skægt at kaste sig i bølgerne. Ved 18.30-tiden var vi tilbage på pladsen, og begyndte at lave aftensmad, vi skulle have en steg på grillen. Marcus og Tobias har fundet nogle legekammerater i to brødre, Frederik og Christian, som er nogenlunde jævnaldrene med vores drenge. De sad og legede med Tobias’ biler indtil vi skulle spise. Efter aftensmaden smuttede drengene til børnedisco. Vi vaskede op og gik derefter på pladsens cafe hvor vi fik et par cappucino’er. Dagens underholdning var karaoke, det lød ikke altid lige kønt. Ved 22.30-tiden indfangede vi alle 4 drenge på legepladsen, og gik hjem til os og spillede uno, indtil Frederik og Christian blev hentet. Jeg fik læst Kongekabale færdig. En rigtig god bog som kan anbefales. Jeg har filmen derhjemme på DVD, den må jeg se når vi kommer hjem. Fortsættes......... Tekst/Foto: Bent Grundal
|
| » Har du kommentarer eller tilføjelser til denne artikel |
|
Er du velkommen til at skrive et indlæg i vores debatforum. Sådan gør du: Klik i menupunktet debatten, debatten finder du øverst til venstre på forsiden. Nu er du inde på debatsiden, hvor du kan se alle 6 kategorier. Vælg kategori, vælg den tråd du ønsker at deltage i, klik på besvar indlæg, en dialogboks popper op, her skriver du dit svar og klikker på skriv, dit indlæg er nu gemt. |

